Offentlige ejendomsvurderinger

For Andelsboligforeninger: Mulig ny lov til erstatning for de offentlige ejendomsvurderinger.

De offentlige ejendomsvurderinger blev suspenderet tilbage i 2012, da de var fejlbehæftede. I mange år forsøgte man at udvikle et nyt system til ejendomsvurderingerne. I februar 2021 blev de offentlige vurderinger af andelsboligforeningernes ejendomme desværre skrinlagt helt.

En ny lov skulle erstatte de offentlige ejendomsvurderinger, men først sidste sommer kunne den daværende boligminister fremsætte et lovforslag, som blev sendt til høring. Lovforslaget bortfaldt, da der blev udskrevet folketingsvalg kort efter. Nu er det forventet, at lovforslaget vil blive fremsat og vedtaget inden folketingsåret afsluttes i juni 2023.

  1. Lovforslaget centrerer sig om en forlængelse af gyldighedsperioden for valuarvurderinger fra 18 måneder til 42 måneder. Dette tiltag er implementeret for at hjælpe små foreninger med at spare penge på opdaterede vurderinger og sikre deres økonomiske stabilitet.
  2. Ejendomsvurderinger for andelsboliger, som ikke har været opdateret siden 2012, vil få mulighed for at blive reguleret én gang om året ud fra nettoprisindeksering. Dette vil forhindre at den seneste offentlige vurdering bliver udhulet af inflationen.

Det forventede lovforslag vil stadig forlænge valuarvurderingens gyldighedsperiode fra 18 måneder til 42 måneder. Derudover kan den offentlige ejendomsvurdering fra 2012 reguleres ud fra nettoprisindeksering én gang årligt. Omtrent 20% af andelsboligforeninger benytter stadig offentlig vurdering. Lovforslaget, som vil blive fremlagt under den nuværende regering, forventes at være identisk med det tidligere fremsatte lovforslag. Det er uklart, om der vil være ændringer, når forslaget kommer i høring og skal behandles af et nyt Folketing og en ny regering.

Hos Borg Administration, mener vi at lovforslaget er fornuftigt og pragmatisk og tilgodeser de små andelsboligforeninger. For små andelsboligforeninger er en årlig valuarvurdering bekosteligt. For de andelsboligforeninger som, af politiske årsager, ønsker at bibeholde en lav andelskrone er muligheden for en nettoprisreguleret offentlig værdi fra 2012 en god løsning.

Borg Administration følger løbende udviklingen og vil opdatere, når der er nyt.
Følg med under nyheder der løbende opdateres med relevante artikler.

Artikel af:
Jannik Borg
Borg Administration
14-04-2023